Solskin over Bourgogne (13-06-2018)

Solskin over Bourgogne

 

Efter den fremragende årgang 2015 er årgang 2016 nu blevet præsenteret – og den ser lige så fremragende ud. Her er højdepunkterne hos Bouchard Père & Fils.

 

Af HENRIK OLDENBURG

 

Tvillingemirakler opleves jævnligt i vinens verden, fyndigst introduceret i Bordeaux i de muntre 80’ere med 1982-83, 85-86 og 88-89. Éndrue regionen Bourgogne har sværere ved at skabe den slags mirakler, men nu sker det: Efter den meget lovende årgang 2015 er årgang 2016 netop sendt på markedet – og den forekommer lige så lovende. Den var også klimatisk mere besværlig, og frosten den 26. og 27. maj var slem ved planterne, men de druer, der overlevede, var perfekte.

Tirsdag kunne Bouchard Père & Fils præsentere årgangen for et spændt publikum hos deres danske importør Erik Sørensen Vin. Og de glade rygter havde talt sandt. Især de røde Bourgogner var bemærkelsesværdige i struktur, frugt og smag. Her er smagningens højdepunkter - hvide og røde mellem hinanden efter points og priser. Priserne er uden moms!

 

19,5/20

Le Corton Grand Cru, 2016

”Vanillekrydret jordbærnæse. Smagen er tør, bestemt, solid, udholdende og charmerende. Jordbær og charme handler den om. Allerede elegant og imponerende, men alt for ung.”

960,00 kr.

 

19,5/20

Chambertin Clos de Bèze Grand Cru, 2016

“Konsekvent imponerende. Tør og fyldig, den truer med at sprænge glasset, så kraftfuld er den. Koncentreret, fejlfri, smægtende og lovende, for den er alt for ung, og både modenhed og mange nuancer ligger kun på lur.”

2400,00 kr.

 

 

19/20

Chevalier-Montrachet Grand Cru, 2016

“Rig og underfundig, den udfolder sig bredt og selvsikkert i glasset og bruger frugtskalaen fra moden melon til pirrende citrus. Tør, frisk, mineralsk og lovende.”

2240,00 kr.

 

19/20

Bonnes Mares Grand Cru, 2016

”Kirsebær og jordbær, især i næsen og et lille orgie af friske bær. Smagen er raffineret, koket, ret robust, tør og endnu forbryderisk ung.”

2400,00 kr.

 

19/20

Le Montrachet Grand Cru, 2016

”Dyb, bred, på alle måder og i alle dimensioner favnende og fastholdende. Frisk og saftig, med fersken, melon og pomelo i eftersmagen. Nydelig syre – den har mange gode år i sig.”

4400,00 kr.

 

 

18,5/20

Meursault Perrières, 1’er Cru, 2016

”Dyb næse med ananas og ristede nødder. Frisk og sprød stil, også syren er frisk og sprød. Lækker og lovende.”

720,00 kr.

 

18,5/20

Meursault Genevrieres, 1’er Cru, 2016

”Inspirerende næse med venlig tropefrugt og ristede mandler. Smagen er slank, sprød, ren og lækker, domineret af mineraler, melon og ananas.”

720,00 kr.

 

18,5/20

Beaune Grèves 1’er Cru Vigne de l’Enfant Jésus, 2016

”Potent jordbærsmag. Solid, tør og udholdende til langt ud i eftersmagen, hele tiden domineret af modne jordbær. Meget ung og meget lovende.”

880,00 kr.

 

18,5/20

Corton Charlemagne Grand Cru, 2016

“Raffineret, kølig og afventende stil med milde tropefrugter og mineraler. Flot udfoldelse i glasset, flot og velplaceret syre. Gem, gem, gem...”

1360,00 kr.

 

18,5/20

Echézeaux Grand Cru, 2016

”Små glimt af store stjerner, masser af modne jordbær, venligt strøet med stødt peber og udfordrende mineraler. Den har længde, den har dybde, den har frugt, den har charme, den mangler kun tid...”

1760,00 kr.

 

 

 

Læs videre på www.bouchard-pereetfils.com

og hos den danske importør på www.eriksorensenvin.dk